Smartlog v3 » Tag livet let » Derfor går det galt i Vejle
Opret egen blog | Næste blog »

Tag livet let

og tilværelsen alvorlig

Derfor går det galt i Vejle

25. Jul 2012 07:05, kire

I Vejlekonflikten, hvor 3F laver blokade mod Vejlegården, er der tale om et sammenstød mellem to tænkemåder.

Indehaveren Amin Skov har en liberal indfaldsvinkel med frihed som kerneværdi, mens fagforbundsformand Poul Erik Skov Christensen har et socialistisk udgangspunkt.

På den lange bane bliver begge tabere. Den lille mand, restauratøren, der kæmper mod systemet, bliver knækket, og fagforeningerne mister den folkelige opbakning.

I øjeblikket er situationen fastlåst. Men der er en løsning, og den skal på banen, inden man i Vejle ender i syriske tilstande. Anarkiet lurer med dødstruslerne og hacker-angrebet lige om hjørnet.

Det er nødvendigt at debattere den danske model, som flere steder trænger til en justering. Jeg er stor tilhænger af fagforeninger, men kan også iagttage den enorme bølge af sympati, som strømmer mod indehaveren af Vejlegården.

I marts var Amin Skov gæst i TV Syds studie, og der var han ikke helt afvisende over at lave en aftale med Fagligt Fælles Forbund. (Link)

Skov Christensen og 3F har ikke grebet muligheden for nogen forhandlingsløsning, men møder i Vejle frem med blokadetropperne - i stedet for at beskæftige sig med de arbejdspladser, som ingen aftaler har, og som benytter billig arbejdskraft.

Med den uskønne blokade, der ødelægger en arbejdsplads og tvinger en avis til at blive trykt i udlandet, laver 3F i virkeligheden stor reklame for Vejlegården, for Krifa og hele den blå blok.

Det danske aftaledemokrati har fået et skud for boven, men vi skal ikke regne med indgreb fra politisk side. Derfor er det på høje tid, at formand Skov Christensen opdager, at han lever i 2012. Verden ser i dag helt anderledes ud, end da han gik i land som sømand, blev skibsværftsarbejder og valgt til formand for SID i 1979.

                                        

Følger man debatten, fremgår det tydeligt, at nutidens danskere ikke vil acceptere pamperagtig adfærd. Han er nødt til at sende sine blokadevagter hjem, viske tavlen ren og holde op med at true sig til en løsning. Ellers saver han den grønne gren over, han selv sidder på.

Skov Christensen bør acceptere, at de gule fagforeninger findes, og bruge sin politiske indflydelse på:

1. at de kommer til at betale en sum for de overenskomster, som de traditionelle fagforeninger laver, og som medlemmerne af de gule fagforeninger også nyder godt af.

2. at vi herhjemme får en lov om en generel mindsteløn, idet den danske model er truet af EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor man kun kan kræve, at udenlandsk arbejdskraft overholder lovene, men ikke overenskomsterne.

Kommentarer

  1. Steen Olsen
    25. Jul 2012 08:18
    1

    Kære Kire!
    Der er to ting, som du overser i dit indlæg. Den ene er, at 3F havde en overenskomst med restauranten og den anden er, at den var meget bedre end den, som den gule fagforening nu har tegnet med restauranten. Det sidste dokumenteres af en sammenligning, som bringes i Politiken i dag.
    Der er ikke, som du skriver, tale om pamperagtig adfærd fra 3F’s side. Der er tale om, at 3F bruger de midler, som de har lov til i henhold til den aftale, som blev indgået med arbejdsgiverne allerede i 1899. Man må ikke strejke eller på anden måde aktionere mod arbejdsgiverne med mindre det foregår i forbindelse med indgåelse af overenskomst, og det er lige præcist, hvad der sker nu. Om det er en uskøn blokade, afhænger naturligvis af, hvis side man er på. Jeg er til enhver tid med dem, som arbejder for bedre løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsforhold. Den overenskomst, som den gule fagforening har tegnet med restauratøren er på alle punkter dårligere end den som 3F havde. Hvorfor skulle restauratøren ellers have skiftet overenskomst. Hans interesse er at få en overenskomst, som giver så lav løn og så høj arbejdstid som muligt. Det er ikke lønmodtagernes dagsorden.
    At sagen får stor bevågenhed skyldes dels at det er agurketid, dels at en række mennesker med stort held har ført sig frem med holdninger, som støtter restauratøren i Vejle. Men læg mærke til, at Dansk Arbejdsgiverforening ikke bakker restauratøren op.
    Med venlig hilsen, Steen

  2. Kire S Dam
    25. Jul 2012 08:52
    2

    Hej Steen
    Tak for dit indlæg, hvor du undlader at kommentere de sidste to punkter. Går du ind for en udmattelseskrig, hvor der kun er tabere?

  3. Steen Olsen
    25. Jul 2012 10:09
    3

    Kære Kire!
    Går jeg ind for en udmattelseskrig, hvor der kun er tabere? Jeg opfatter ikke blokaden i Vejle som en krig, men som konflikt, som følger de arbejdsretslige regler, som er aftalt af arbejdsmarkedets parter. Den slags konflikter kan godt vare længe. Storlockouten i 1899, hvor arbejdsgiverne sendte 40.000 arbejdere på gaden, varede i 3 måneder og endte med et nederlag til fagforeningerne. Som et resultat fik vi de regler, som i dag tillader blokaden i Vejle. Det er naturligvis for tidligt at sige, hvem der kommer til at stå som vindere i konflikten, men man har da lov til at håbe, at det bliver de ansatte, som ender med at få bedre ansættelsesvilkår end dem, som de får ifølge overenskomsten med de gule fagforeninger.
    Lige meget hvilke konflikter, som fagforeninger indleder med arbejdsgiver, vil de liberale partier og deres støtter jo aldrig rose, at lønmodtagerne slutter sig sammen for at opnå bedre vilkår. De mener, at ansættelsesvilkår er et individuelt anliggende. Andre (som jeg selv) mener, at man opnår de bedste resultater ved at slutte sig sammen. Læg mærke til, at arbejdsgiverne og de konservative ikke er med i koret af forargede.
    I sidste ende er der tale om en interessekonflikt mellem lønmodtagerne og arbejdsgivere. I virkeligheden kommer der først et resultat ud af de forhandlinger, som følger efter konflikten. Nogle gange føler begge parter, at de får noget godt ud af det endelige resultat, og det er jo naturligvis det bedste.
    Mvh Steen

  4. Kire S Dam
    25. Jul 2012 14:28
    4

    Hej igen.
    Du kan ikke lide ordet pamper, men det er jo en, som har sat sig på magten, og som ikke kan forestille sig at give den fra sig. Enhver, der vil rokke ved denne magt, skal bekæmpes med alle lovlige midler. ”Du må få det, som jeg vil ha’ det”.
    Med hensyn til ordet arbejdsgiver så er det ikke negativt ladet i min optik. I erhvervslivet er det ofte en iværksætter, der har taget en stor risiko, hvormed han kan være heldig at skabe arbejde til sig selv og mange andre. Han er ikke ude på at snyde sine medarbejdere, for så skyder han sig selv i foden.

    Ja, jeg har set de forskellige sammenligninger af mindsteløn etc., men når Vejlegårdens ansatte ikke er utilfredse med Krifa-aftalen, så skyldes det, at den for dem er bedre end 3Fs. Den er billigere, giver større mulighed for fleksibilitet, tilbyder gode forsikringsmuligheder, har en meget længere barselsorlov og en bedre pension. Hertil kommer forhandling af de personlige tillæg, som ikke er velsete hos 3F, samt at indehaveren behandler og betaler sine medarbejdere godt.
    Konflikten i Vejle handler derfor ikke om lav løn og dårlige arbejdsforhold, men om den enevældige magt, der er ved at smuldre for 3F på hotel- og restaurationsområdet, og derfor er blokaden uskøn, da man vil knægte en mand, der ikke har gjort noget ulovligt.

  5. Søren
    25. Jul 2012 17:29
    5

    Tak for et fint indlæg. Jeg synes at det er synd at konflikten er eskaleret i den grad, men måske er tiden også inde til at få moderniseret den danske model. 3f er kommet godt i modvind i den offentlige debat, og selv om de har retten med sig omkring retten til blokade, er det ikke min fornemmelse at den danske befolkning er enig i denne lov. Hvis fagforeningerne ikke selv kan blive enige om en fælles aftale om spillereglerne, må det ordnes af politisk vej - som jeg ser det.

  6. SE HER
    25. Jul 2012 20:06
    6

    Jeg linker lige til en anden blogger
    Torben P.

  7. Kire S Dam
    25. Jul 2012 21:52
    7

    I aften er der sket en ny udvikling. 3F's formand er nu parat til at forhandle om en løsning. Til TV 2 Nyhederne siger Poul Erik Skov Christensen:
    »Jeg vil gerne sige, at jeg synes faktisk, vi er kommet dertil i den sag her, at underholdningsværdien er blevet så stor, at vi vel bør sætte os ned omkring et bord, og så se efter, om vi ikke kan få fundet en løsning på den sag her i Vejle«.

Denne blog laves af Kire S Dam

Image and video hosting by TinyPic

Hvis man vil det hele, får man kun det halve. --- Man kan kun tabe ansigt, når man bærer maske. --- Vi har frihed til at forholde os til, hvad livet gør ved os. --- En blomst spekulerer ikke over, hvordan de andre ser ud. Den blomstrer bare. --- Problemet med virkeligheden er, at der mangler baggrundsmusik. --- Der findes kun NU. Alt andet er en fortælling. --- Den skrivende udleverer sig altid. --- ”Virkeligheden” bør skrives i anførelsestegn, for vi har hver vores. --- Husk at smage på ordene, før du spytter dem ud! --- Hvad er blåt og smager som rød maling? Blå maling! --- Vi ved, hvad vi er, men ikke hvad vi bliver. --- Man skyder da ikke en spøgefugl. --- Lykke er ikke at være noget, men at være nogen. --- Vi har alle et svar i os. Et ansvar. Noget vi skal svare for. --- Jeg leder, og jeg finder. Jeg er nemlig den perfekte leder. --- Alle veje fører til vejs ende. --- Man kan sole sig en hel dag i en varm tanke --- Jeg er i fin form. Rund er da en fin form. --- Enhver er usaglig i sin tro --- Rettidig omhu er bedre end utidig ildhu. --- Held kommer ikke af sig selv. --- Hvad du ønsker, skal du så. --- Man er mest sig selv, når man glemmer sig selv. --- Jeg har i dag oplevet et særsyn. Jeg så en jogger, der smilede. --- Det modsatte af at udvikle sig må være at indvikle sig. --- Håb er en jagthund uden spor. --- Hellere blød i knæene end i bolden. --- Erfaring er en billet til et tog, som er kørt. --- Kedsomhed er mangel på forventning. --- Sundhed er summen af alle de sygdomme, man ikke har. --- Journalistik er hastværkslitteratur. --- Udsæt aldrig til i morgen, hvad du skulle have gjort i går. --- Græsset er altid grønnere, når man husker at vande det. --- Brug din findopsomhed, og du undgår kedsomhed. --- Mit liv handler ikke om at være på, men om at finde på! --- Man skal fylde sin konto i oplevelsesbanken, så der er noget at hæve! --- Hvis man finder ind i sig selv, finder man ud af sig selv! --- Alt, der er værd at tale om, bliver sunget! --- Den, der har gode tanker og dejlige drømme, er altid i godt selskab. --- Tak for dansen! - Dansen? Jeg forsøgte bare at kæmpe mig vej hen til baren. --- Higer du efter bifald, lægger du din skæbne i andres hænder. --- Man må godt være nyttig, men ikke nævenyttig. --- Vi er alle nudister i forklædning. --- Et menneske kommer derhen, hvor det vil. --- Livet er et live-show. --- Jeg har besluttet, at i år vil jeg træne min refleksionsmuskel! --- Arbejdstitel til mine erindringer: Fra udvikling til afvikling. ---



kiresdam@hotmail.com

Kalender

« October 2017 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 


Arkiv

Tags

Arkiv