Facebook er et barn af tiden
17. nov 2009 07:27, kire”Vi mødes på Facebook”, blev der sagt på scenen. Vo-kalgruppen BaSix var ved at afslutte deres koncert, og der blev tilføjet: ”Facebook er et forsamlingshus”.
Det var sangeren Christoffer Brodersen, som kom med disse beskrivende ord. For det er jo det, det er. På Facebook mødes man med folk, man kender – nogle bedre end andre. Men de er der, og som ved en god fest sprudler folk af fortælleglæde.
Vi opdaterer hinanden, om hvad der er sket og skal ske. Noget er til fryd – andet det modsatte. Nogle gange er det en ”kom-som-du-er-fest”. Andre gange er man i fi-neste skrud.
Der hviskes og tiskes i hjørnerne. Der spørges og svares til sidemanden eller hen over bordet. Der tales, lyttes og bliver skålet. Hele repertoiret gennemspilles – sågar med musik og sang.
Facebook har samme funktion som forsamlingshuset. Det er et mødested, hvor man hilser på venner og be-kendte. Et digitalt mødested. Et barn af tiden.
Man kommer der, fordi man har modtaget en invitation, har sagt ja-tak, eller man har selv indbudt gæsterne til festen. Hver mand har sit eget forsamlingshus, sin egen daglige fest.
Det kører derudad, for tiden holder aldrig hvil. I det gamle forsamlingshus kunne man blive træt af dansen og smutte ind i den lille sal, hvor folk havde fundet sammen i mindre grupper. Nogle spillede kort. Nogle drak øl. Nogle slappede af.
Men trække sig helt ud af det hele, var kun muligt ved at forlade festen, og sådan er det også med Facebook. Man kan lægge sig i overhalingsbanen og køre med fuldt knald på. Skrive dagligt på væggen, opdatere sin status ustandseligt.
Man kan holde sig i højresiden og følge strømmen – ved blot i ny og næ at bekendtgøre, at man har lavet buh, måske bæh.
Eller man kan beslutte at køre ind og holde rast, men motorvejen ligger der og bliver liggende, selv når man drejer helt væk fra den.
Indtil et nyt samfærdselsmiddel er opfundet, er det en vej, der opfylder nogle fundamentale behov. Vi får nys-gerrigheden stillet, etableret en form for kontakt,for-midlet friske nyheder og får luftet nogle af vore følel-ser.
Vi bekræfter os selv eller de andre. Måske flytter vi os, får ideer. Vi viser hinanden fotos – af os selv, flok-ken eller familien. Der grines og grædes. Kommenteres og kalkuleres. Går det an? Går det godt? Går det over?
Man kan ikke undgå af forholde sig. Forsøger at formu-lere forunderlige, måske flertydige aforismer. Men da pladsen er trang, må man lære at leve med, at det skal være de korte konstateringer. Verden skal videregives i koncentreret form.
Eller rettere man serverer og ser en koncentreret del af verden. Et snit af verdens virkelighed i en Maggi-terning. Et glimt fra en grønsagsbouillon, som kan være fuld af kraft eller ganske tynd. Det afhænger af kok-ken, serveringen og hvor stor sult, man har som gæst.
På Facebook kan man deltage i kædedansen eller være iagttagende bænkevarmer med stor mulighed for at foretage dybtgående studier i overfladiskhed.
Man forundres, forfærdes og forandres ved besøgene i det digitale forsamlingshus og ihukommer, at det er godt at have få venner og mange bekendte og vide, hvem der er hvad.
17. nov 2009 08:44
Herlig vinkling - det sidste afsnit kan også få min underskrift med kraftig blæk ;-).