Smartlog v3 » Tag livet let » Fortættede billeder
Opret egen blog | Næste blog »

Tag livet let

og tilværelsen alvorlig

Fortættede billeder

30. Mar 2012 07:12, kire

Midt i livet hænder det, at døden kommer
og tager mål af mennesker. Det besøg
glemmes, og livet går videre, men tøjet
sys i det stille.

Sådan skriver svenskeren Tomas Tranströmer, som er en digter, jeg ofte vender tilbage til *.

I en fortættet form leverer han udsagn til eftertanke. Hans stemme er klar, hans ord fylder os, de lyser, oplyser ... og ryster os. Hans billeder er konkrete, præcise og prenter sig, så man må bære dem i al fremtid.

I 1990 blev Tranströmer ramt af et slagtilfælde. Siden har han haft yderst svært ved at tale, så andre kan forstå det.

Men han er i stand til at spille musik med venstre hånd og ved sygeplejerkonen Monicas hjælp har han fået udgivet fire digtsamlinger, siden døden var på besøg og tog mål.  

Musikken er blevet hans kommunikationsform.

Digteren Morten Søndergaard fortæller i forordet til bogen ”Samlede Tranströmer” om noget, der skete i Makedonien ved en prisoverrækkelse.

Den blev transmitteret i tv. Der var taler, og pludselig dukkede en tv-tekniker, der ikke var orienteret, op med en mikrofon og stillede den foran prismodtager Tranströmer, som ikke kunne holde nogen takketale.

”Der blev stille i rummet, og en knugende tavshed bredte sig. Og i Tranströmers øjne en mild panik. Så vendte han ryggen til mikrofonen, satte sig ved flyglet, og rummet, der før var tomt og tyst, åbnede sig som i et digt af Tomas Tranströmer”.

Hvor ord svigter, taler musikken, sagde H.C. Andersen, og mon ikke de fleste har oplevet, hvordan musik kan være stærkere end tusind ord.

”Noget vil siges, men ordene går ikke med til det”, lyder det i digtet 'Østersøer' af Tranströmer, som mener, vi skal huske at bruge vore sanser:

Træt af alle, som kommer med ord,
men intet sprog,
tog jeg til den snedækkede ø.
Det vilde har ingen ord.
De uskrevne sider breder sig ud
i alle retninger!
Jeg støder på sporene af rådyrklove i sneen.
Sprog, men ingen ord.

Kommentarer

  1. Kire S Dam
    30. Mar 2012 07:41
    1

    Det irriterer en gammel korrekturlæser,
    at der er fejl i et citat på forsiden og i et navn på bagsiden,
    men det skal selvfølgelig ikke overskygge værket "Samlede Tranströmer".
    Bogen er redigeret af lyrikeren Peter Nielsen, som gennem alle årene har oversat Tranströmer til dansk. Det er litteratur, man aldrig bliver færdig med.

Denne blog laves af Kire S Dam

Image and video hosting by TinyPic

Hvis man vil det hele, får man kun det halve. --- Man kan kun tabe ansigt, når man bærer maske. --- Vi har frihed til at forholde os til, hvad livet gør ved os. --- En blomst spekulerer ikke over, hvordan de andre ser ud. Den blomstrer bare. --- Problemet med virkeligheden er, at der mangler baggrundsmusik. --- Der findes kun NU. Alt andet er en fortælling. --- Den skrivende udleverer sig altid. --- ”Virkeligheden” bør skrives i anførelsestegn, for vi har hver vores. --- Husk at smage på ordene, før du spytter dem ud! --- Hvad er blåt og smager som rød maling? Blå maling! --- Vi ved, hvad vi er, men ikke hvad vi bliver. --- Man skyder da ikke en spøgefugl. --- Lykke er ikke at være noget, men at være nogen. --- Vi har alle et svar i os. Et ansvar. Noget vi skal svare for. --- Jeg leder, og jeg finder. Jeg er nemlig den perfekte leder. --- Alle veje fører til vejs ende. --- Man kan sole sig en hel dag i en varm tanke --- Jeg er i fin form. Rund er da en fin form. --- Enhver er usaglig i sin tro --- Rettidig omhu er bedre end utidig ildhu. --- Held kommer ikke af sig selv. --- Hvad du ønsker, skal du så. --- Man er mest sig selv, når man glemmer sig selv. --- Jeg har i dag oplevet et særsyn. Jeg så en jogger, der smilede. --- Det modsatte af at udvikle sig må være at indvikle sig. --- Håb er en jagthund uden spor. --- Hellere blød i knæene end i bolden. --- Erfaring er en billet til et tog, som er kørt. --- Kedsomhed er mangel på forventning. --- Sundhed er summen af alle de sygdomme, man ikke har. --- Journalistik er hastværkslitteratur. --- Udsæt aldrig til i morgen, hvad du skulle have gjort i går. --- Græsset er altid grønnere, når man husker at vande det. --- Brug din findopsomhed, og du undgår kedsomhed. --- Mit liv handler ikke om at være på, men om at finde på! --- Man skal fylde sin konto i oplevelsesbanken, så der er noget at hæve! --- Hvis man finder ind i sig selv, finder man ud af sig selv! --- Alt, der er værd at tale om, bliver sunget! --- Den, der har gode tanker og dejlige drømme, er altid i godt selskab. --- Tak for dansen! - Dansen? Jeg forsøgte bare at kæmpe mig vej hen til baren. --- Higer du efter bifald, lægger du din skæbne i andres hænder. --- Man må godt være nyttig, men ikke nævenyttig. --- Vi er alle nudister i forklædning. --- Et menneske kommer derhen, hvor det vil. --- Livet er et live-show. --- Jeg har besluttet, at i år vil jeg træne min refleksionsmuskel! --- Arbejdstitel til mine erindringer: Fra udvikling til afvikling. ---



kiresdam@hotmail.com

Kalender

« July 2017 »
MTWTFSS
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31 


Arkiv

Tags

Arkiv