Gensynsglæde
19. jan 2009 05:48, kire"Lille smukke land”. Gnags spiller på min pc med de gode højtalere, og man bliver så glad, når man lytter til Peter A.G. ”Det er den dejligste morgen i hundrede år – og jeg lever”.
I ”Elskende i natten” synger Peter: ”Opmærksomhed, tillid og tro – begge to”, og man tænker uvilkårligt til-bage på oplevelserne i den tidlige ungdom og kommer i godt humør.
I fredags oplevede jeg en stor varme i vinterkulden, en glæde, som stadig sidder i mig. Jeg var sammen med en flok gamle klassekammerater. Vi har før mødtes og føler stadig behov for at være sammen. Vi gav hinanden noget dengang, og vi gør det stadig. Så det var ikke sidste gang.
Skoleminderne blev opfrisket, men vi havde også behov for at blive opdaterede – og være fysisk sammen, se hinanden, høre stemmerne, grine sammen, røre ved hinanden igen, og det kan man jo ikke i det virtuelle forsamlingshus Facebook.
--o--
Klaus Rifbjerg har i digtsamlingen ”Camouflage” spurgt, om vi kender de dage, hvor alle knivene er gafler? Det er de sure dage, hvor alt bare er forkert. Man går bogstavelig talt ud i køkkenet og stikker hånden i skuffen for at finde knivene, men står med gafler i hånden.
Men man kan heldigvis også opleve medvindsdagene. Lykkedagene, hvor man oplever den ene herlige ting efter den anden. Sådan har jeg haft det siden i fre-dags, hvor jeg var sammen med de rare klassekamme-rater, og denne positive energi må gerne holde sig i lang tid.
Ellers må jeg tage initiativet til en ny komsammen, for som Hans Bendix sagde til sine døtre: ”I skal tale med hinanden, så længe I lever, for når I dør, risikerer I at komme til at ligge ved siden af en, der ikke siger noget”. Man skal være sammen, mens man kan. Fire af vore klassekammerater er allerede borte.
19. jan 2009 09:47
Blogejeren synes fortsat særdeles opstemt i sjælen efter en vellykket skole-reunion. Der findes mange gode eksempler.
Det modsatte er naturligvis også tilfældet. Mennesker, der engang i ungdommen delte en x-årig fælles skæbne i en blanding af indlærings-terperi, semi-psykopatiske lærere samt en fælles frygt iblandet skolens periodevise duft af fernis, lunkne madpakker, disciplin og variable kammeratskaber .
"Det forsømte forår" er stadig en evergreen; gudskelov for blogejeren synes hans forår ikke at have dannet en tilsvarende erkendelsesplatform.