Locked-in-syndrom
7. maj 2009 05:44, kireEn rejse – så foretrækker jeg at tage bilen. Dog sker det, at valget falder på en tog- eller flyvetur.
I bilen føler jeg mig på hjemmebane. Man skal selvføl-gelig koncentrere sig, når man sidder ved rattet. Der er imidlertid stor mulighed for at improvisere undervejs.
Ved fly og tog er man afhængig af afgangs- og an-komsttider, og der er to forhold, man må leve med: For det første de øvrige passagerer og for det andet følelsen af at være noget låst til siddepladsen.I søndags tog jeg/vi intercitytoget og oplevede på ud-turen en skoleklasse, som ikke havde lært, at man skal tænke på de øvrige medrejsende. Eleverne larmede, og det var på den ubehagelige måde, at de høje hvin, skrig og skrål kom bedst, som man troede, at nu var der ro.
Hjemturen var til gengæld en meget positiv oplevelse, idet der på sædet foran satte sig en gammel bekendt, og da han skulle af, kom sandelig en anden bekendt, som også var hyggelig at få snakket med.
--o--
På udturen havde jeg heldigvis en bog, som jeg kunne flygte ind i. Havde jeg været forudseende, havde jeg også medbragt hovedtelefoner, som kunne have ude-lukket de mange forstyrrende lyde.
Bogen ”Dykkerklokken og sommerfuglen” er i øvrigt glimrende. Den er skrevet af Jean-Dominique Bauby. ”Skrevet” passer nu ikke, for den er dikteret med blink fra et øjenlåg.Forfatteren blev i 1995 ramt af en hjerneblødning, som med ét forvandlede ham til en levende grøntsag. Efter tre uger i koma vågnede Jean-Dominique Bauby op til en forvandlet tilværelse. Han var lam fra top til tå og hav-de kun kontrol over venstre øjenlåg. Men med det lær-te han at kommunikere, og med sit særlige system dik-terede han sin erindringsbog.
Den handler om at være i den tilstand, lægerne kalder ”locked-in-syndrom”. Jean-Dominique Bauby er med sin lammede krop som fanget i en dykkerklokke. De men-tale ressourcer er heldigvis ubeskadigede og gør det muligt at erindre.
Hans minder og fantasi har tankeflugtens og bevidsthe-dens sommerfugleagtige frihed, og han gribes af lysten til at leve livet, som opleves stort og smukt i al dets ubærlighed. Bauby døde i 1997, og ti år senere blev bogen filmatiseret: *
8. maj 2009 08:12
Fin gengivelse af en - for mange - hverdagsoplevelse af offentlig transport samt ikke mindst afledningen til det imponerende bog-tema.
Kommentatoren foretrækker enten Harry´s klasse eller stillekupé (hvor det er muligt), da han lader sig stærkt irritere af støj fra yngre medpassagerer, skrigende dyr osv.