Uden DU intet JEG
25. nov 2011 06:18, kireI Johannes Møllehaves nye erindringsbog, som er hans syvende og sidste, bringer han en oversigt over spisesteder, som ikke har afvist ham.
Med denne herlige humor hentydes til episoden på d'Angleterre, hvor han på grund af højrøstet adfærd kom direkte fra forretten og hovedretten til byretten.
I bogen, der bærer titlen ”Det er (ikke) lige mig”, fortæller om møder med litteratur og mennesker, som har betydet noget for ham.
Parentesen er sprogets sikkerhedssele, for mødet med d'Angleterre var ikke lige ham. Det er til gengæld digterne og de mange medmennesker, som han flittigt citerer og fortæller anekdoter om.
Uden DU intet JEG.En litterær lystvandring er det at læse værket, som har undertitlen ”Erindrings- og tankeflugt”, og der er som sædvanlig flugt & fart over forløbene, hvor hændelsernes kronologi af og til tilsidesættes til fordel for hændelsernes kvalitet.
Hudløs ærligt vedgås 'de gamle historier' om hans drømme om sadomasochisme, hans depressioner, blodpropper og livet med temperament og antabus. Han erkender blankt, at han hverken ejer blidt temperament eller tålmodighed. Fandtes piller mod vrede og ophidselse, ville han ikke tage dem.
”Jeg lever af at gå på vulkaner. Sådan er mit sind. Var jeg den flegmatiske type, ville jeg nok tænke, det kan vente til i morgen, eller vende mig om og tage en lur mere. Men det er ikke mig. Der er ikke noget, der kan vente.”Johannes Møllehave kender sig selv såre godt og ved, at det kan kikse, når hans distræte natur slår igennem. Dette skete i Paris, da han som militærpræst begravede en soldat og efterfølgende stillede sig i døren for at sige farvel. Han mærkede en let trykket stemning, men var ikke klar over, hvad det skyldtes.
Det viste sig, at han stod med den afdøde soldats kasket på. I et øjebliks vildfarelse havde han set kasketten på kisten og taget den i den tro, at det var ham, der distræt havde forlagt sin egen kasket der. Han fandt ikke ud af, hvad der var galt - før bagefter.
Men Johannes, som til januar fylder 75, indrømmer sine svagheder, og det er en stærk side hos ham. Han skriver: "Når jeg var mig, var jeg til. Når jeg ikke var mig, var jeg - tilovers."Ved den nyligt afholdte bogmesse, BogForum, fortalte han, at han ikke skriver mere. Møllehave dikterer mest - og ofte til sin niece, Marianne. ”Og det bliver ofte bedre, når hun retter mig”, betroede ham forsamlingen.
Uden DU intet JEG.
25. nov 2011 12:11
Det ses ofte i den kunstneriske verden, at musikere/entertainere o.lign. afholder indtil flere afskedskoncerter/-forestillinger. Det menneskelige ønske om at blive husket - forfængelighed eller noget mere sammensat - gælder mestens i disse sammenhænge.
Den multibegavede, maniodepressive ordkvilibristiske præst m.m. besidder naturligvis også denne egenskab i et vist omfang, men samtidig - som indlægget ovenfor også præciserer - en velgørende selvironisk erkendelse og lejlighedsvis afdækning af egne grænseflader, selv når disse lejlighedsvis overtrædes.
25. nov 2011 14:33
Erindringsbøger er vel i høj grad et udtryk for stræben efter udødelighed. Samt en søgen efter at forstå sig selv - ved at se sig selv lidt udefra.
25. nov 2011 23:27
Om erindringer. Måske vil man rejse en mindestøtte? Måske skriver man for at læse sig selv? Måske leder man blot efter en linje, et mønster, der kan skabe et overblik eller en slags helhed ud af den kaotiske strøm af indtryk, livet har budt på? Under alle omstændigheder er erindringer bevidst udvalgte minder, hvor tiden før er farvet af tiden efter.