Vores oversete wunderkind
12. mar 2011 05:48, kireAnders Thomas Jensen I malerkunstens verden taler man meget om Thomas Kluge, en af vore dygtigste portrætkunstnere, som maler kongefamilien og kaldes en moderne Rembrandt. Han søgte, men kom aldrig ind på Kunstakademiet. En pendant hertil er Anders Thomas Jensen, bare i filmens verden. To gange søgte han ind på Den Danske Filmskole, men fik afslag begge gange. Siden har han skrevet over 30 filmmanuskripter og været med til at bære dansk film frem. Han er den danske filmmand, som har været Oscar-nomineret flest gange, seks i alt.
Anders var manuskriptforfatter til ”Hævnen”, som på engelsk hedder "In a Better World", og for tredje gang hjemførte han den eftertragtede statuette. Det er en bedrift, som er blevet noget overset, hvorimod instruktøren Susanne Bier har fået alt, hvad den kunne trække i medieomtale.
Måske passer det den ydmyge og flittige manuskriptforfatter Jensen fint. Han befinder sig nemlig godt på den anden side af spotlyset, men det er ham, der har skrevet det hele og fået ideen. Den opstod en dag, da han stod på en legeplads, hvor han så en far slå en anden far foran deres børn.
Anders Thomas Jensen er god til at formulere dialoger, i det hele taget til at lave scener, der fungerer, og det er næsten altid med rodløse yngre mennesker, som kæmper med at få deres verden til at hænge sammen.
I ti år har han arbejdet sammen med Susanne Bier, der gerne vil fortælle om de store følelser. De kommer sikkert også frem i deres næste fællesprojekt ”Den skaldede frisør”, der bliver en komedie, hvor en kvinde forlader ”et dumt svin og møder en dejlig mand”.
Link til landets autodidakte wunderkind: *


12. mar 2011 15:40
Indlægget fremhæver to yngre danske kunstnere - en kunstmaler og en filmmanuskriptforfatter.
Begge er autodidakte og ikke mindst Anders Thomas Jensens evner er blevet fulgt med stor interesse af kommentatoren gennem nogle år.
Også i skuespilfaget er det de senere år set, at store talenter er kommet helt frem til scenekanten.....på deres (audidakte) talenter. Sofie Gråbøl er et godt eksempel.
I en tidsalder, hvor uddannelsessnobberiet er fremherskende, er det uendeligt glædeligt med sådanne eksempler.....også til inspiration for andre unge...uanset fag, race og køn.
14. mar 2011 09:44
Kære Kire!
Jeg er helt uenig med Erik Hulegaard, som mener, at uddannelsessnobberiet er fremherskende i dag. Tværtimod er det efter min mening en fremherskende holdning, at alle kan alting. Som eksempel kan man tage X-faktor og lignende udsendelser i TV, hvor unge mennesker tror, at man kan blive en succesfuld sanger, hvis man ned til mindste detalje kan efterligne de kendte stjerner. Det kan man ikke. Det kræver uddannelse at bliver musiker, og det er der heldigvis mange, som er klar over og søger ind på musikkonservatorierne, - både de rytmiske og de klassiske.
I Danmark har vi en lang tradition for faglige uddannelser. I mange andre lande har man ikke nogen uddannelse bag sig, når man arbejder som blikkenslager, elektriker, snedker eller murer. Det har vi i Danmark, og det er et stort held både for håndværkerne og os.
Der er nogle mennesker, som har den gave at kunne skabe kunst uden at have gået på skole. Tillykke til dem! Vi andre må arbejde hårdt for at tilegne os de færdigheder, som er nødvendige for, at vi kan udføre vores daglige arbejde.
mvh Steen